Alle indlæg af mai@maibritt.dk

#43 Dukkebarn (Carin Gerhardsen)

To forskellige sager lander på kriminalkommissær Sjöbergs bord næsten samtidig.
Et mord, der finder sted på færgeoverfarten fra Sverige til Finland, og en efterladt baby, som politibetjenten Petra ved et tilfælde finder i et buskads.

Sjöberg og resten af holdet fra Hammerbypolitiet skal til bunds i de stockholmske familietragedier. Mordsagen fører dem ned i et miljø, hvor alkohol og svigt er en fast bestanddel af hverdagen. Og babyen er der tilsyneladende ingen, der savner. Om de to sager hænger sammen er op til Petra og hendes chef at finde ud af. Efterforskningen er intens. Men der er endnu en sag, der hurtigt kan ende som et ulykkeligt tilfælde på politiets bord, hvis ikke de griber til handling.

DUKKEBARN er andet bind i Carin Gerhardsens Hammarby-serie med den unge politibetjent Petra Westman og kriminalkommissær Sjöberg.

#42 Pandekagehuset (Carin Gerhardsen)

Mandag eftermiddag i november, klokken er fire og mørket sænker sig over sneen. Ejendomsmægler Hans Vannerberg sætter sig til rette i toget med dagens avis. Han føler sig lykkelig, når han ser på alle de triste, gråblege ansigter i kupeen. Han har jo selv succes, et godt job og er gift med en dejlig kvinde og far til tre børn.
Ud af øjenkrogen lægger han mærke til en anden mand, der sidder tværs over for ham. Manden ser ussel ud, men virker bekendt. Gad vide om han også er lykkelig? Om hans liv har formet sig, som han drømte om? Da toget standser, står begge mænd af toget. Dagen efter er kun én af mændene i live.

Mordet på ejendomsmægleren Hans Vannerberg er det første af flere bestialske mord, der finder sted i Midtsverige. Kriminalkommissær Sjöberg fra Hammarby Politi leder efterforskningen. Han er selv far til fem og gift med Åsa. Sammen med kollegaerne – der også tæller den unge og kvikke politibetjent Petra Westman – indleder Sjöberg jagten på morderen. Et menneske, der er drevet af hævn, og hvis motiver går helt tilbage til barndommen.

Pandekagehuset er en spændende og psykologisk puslespilskrimi – med et tvist – der handler om mobning og hævn.

#41 Fikseren (Gabriella Ullberg Westin)

En kølig aften i marts bliver en 25 årig mand skudt og dræbt på vej hjem fra et biografbesøg. Kriminalkommisær Johan Rokka leder efterforskningen, og snart rettes mistanken mod en ven til offeret, som var lige i nærheden da mordet blev begået.

Chefsekretæren Amanda Bruse kæmper for at komme tilbage efter en lang sygeorlov. Hendes arbejdsplads står netop over for lanceringen af et produkt til mange millioner, og da en af virksomhedens nøglepersoner forsvinder sporløst, havner Amanda pludselig i centrum af begivenhederne.

Politiet skal nu både håndtere et mord og en forsvinden. Og da Rokka midt i det hele kommer ud for en personlig tragedie, står hele hans fremtid på spil.

Fikseren er den tredje bog i serien Mordene i Hudiksvall .

#40 Håndlangeren (Gabriella Ullberg Westin)

Dagen efter sin dimissionsfest bliver den attenårige Tindra Edvinsson fundet på Köpmansberget, stukket ihjel. Mordet minder om en sag tyve år tidligere, hvor en anden ung kvinde forsvandt sporløst fra sin dimissionsfest.

Johan Rokka får sagen på sit bord, men den vækker smertefulde minder. For den kvinde der forsvandt tyve år tidligere, var Rokkas kæreste Fanny. Rokka kan ikke undgå, at han sideløbende med opklaringen begynder at grave i den gamle sag. Det varer ikke længe før han er i kontakt med hårdkogte kriminelle, og pludselig står Rokka ansigt til ansigt med en person, som han helst vil glemme alt om. Men hvor langt skal han gå for at lægge sit tidligere liv bag sig?

Håndlangeren er anden del i serien om Mordene i Hudiksvall.

Gabriella Ullberg Westin er født i 1973 og er vokset op i Hudiksvall. Hun har tidligere boet i Italien, hvor hun arbejdede som fotomodel. Nu bor hun i Stockholm med sin familie og arbejder med kommunikation. Håndlangeren er hendes anden bog, og er opfølgeren til hendes debutroman ENSOMmerfugl .

#39 ENSOMmerfugl (Gabriella Ullberg Westin)

Det er juleaften og et voldsomt snevejr lægger Hudiksvall øde. Ud på eftermiddagen får politiet et opkald.
Henna Pedersen, gift med Sveriges bedste fodboldspiller, er fundet skudt i sit hjem med parrets to små børn som de eneste vidner. Familien er netop vendt tilbage til Sverige efter mange år i Italien.

Den netop hjemvendte politimand Johan Rokka får sagen på sit bord. De eneste spor der er værd at følge op på, er en læderrem som offeret havde om halsen, og et ukendt telefonnummer på hendes mobiltelefon. I et forsøg på at finde ud af mere om offerets liv tager Rokka til Italien. Jo mere han graver i forbrydelsen, des mere sikker er han på, at fodboldspilleren skjuler noget af afgørende betydning, og at han i virkeligheden ikke rigtigt kendte sin kone.

Mens Rokka efterforsker mordet, bliver han trukket ind i en affære med datteren af en barndomsven og da der sker endnu et mord, ved Rokka, at hans job og fortid vil blive flettet ubønhørligt sammen.

GABRIELLA ULLBERG WESTIN er født og opvokset i Hudiksvall. Hun har boet i Italien hvor hun arbejdede som model og uddannede sig til modedesigner. I dag bor hun i Stockholm, med sin mand, som er politimand og deres to børn. Hun har i flere år arbejdet som kommunikationsansvarlig for en stor virksomhed. ENSOMmerfugl er hendes første roman.

#38 De efterlod os alt (Plum Johnson)

I næsten 20 år passede Plum Johnson og hendes søskende deres skrantende forældre, og sorgen over deres død er iblandet en vis lettelse over at slippe af med byrden. Med de følelser i bagagen påtager Plum sig at rydde det kolossale barndomshjem – 23 værelser, der bugner af møbler, tomme iltflasker og gammelt legetøj. Hvor svært kan det være?

Opgaven viser sig imidlertid at være langt hårdere og mere tidskrævende, end hun havde troet. Men også langt mere berigende! For mens Plum graver sig gennem håndskrevne indkøbssedler og propfyldte køkkenskuffer og skabe, får hun et nyt indblik i, hvem hendes forældre egentlig var. Et indblik, der kaster lys over en ikke altid lykkelig barndom med en excentrisk mor og en far, der opdragede sine børn med militaristisk disciplin.
De efterlod os alt er en morsom og rørende fortælling om, hvor vigtigt det er at forstå fortiden, fordi den ligger inde med nøglen til fremtiden…

#37 De sidste timer (Minette Walters)

Året er 1348 – Den Sorte Død gør sit indtog i England. Ingen kender til sygdommen, ingen ved, hvordan den spredes, og hvor hurtigt den dræber.
Kirken proklamerer, at sygdommen er Guds straf over mennesker, der lever syndige liv, men den usædvanligt veluddannede og selvstændige Lady Anne går imod kirken og forsøger at beskytte det lille samfund, Develish, på andre måder end ved bodsgerninger og bønner.
 Hun skaber sig fjender, deriblandt sin egen datter, men også venner blandt tyende og fæstebønder, og hendes beslutninger kommer til at kræve mod, udholdenhed og opfindsomhed.

DE SIDSTE TIMER er en medrivende historisk roman. Med Lady Anne af Develish har vi fået en ny stærk heltinde – en handlekraftig leder, en frelsende engel og en kætter.