Tag-arkiv: Axel Steen-serien

#03 Akrash (Jesper Stein)

Tredje bind i serien om politimanden Alex, der denne gang er helt ude i tovene…

Kort om bogen fra mofibo.com:
Vicepolitikommissær Axel Steen er på sit livs nedtur, da hans chef, Jens Jessen, får et yderst penibelt tip om, at det er lykkedes den russiske mafia at placere en muldvarp centralt i den danske politietat. Jens Jessen begynder diskret at kredse stikkeren ind, og inden længe optræder fem navne på hans liste over mistænkte. Blandt dem er Axel Steen, hvis accelererende stofmisbrug og tætte kontakt til Nørrebros bandemiljø kun er med til at gøre ondt værre.

Mens Axel nærmer sig bunden med faretruende hast, overskrider han alle sine personlige grænser i kampen for at rense sit navn og redde sit skrøbelige omdømme. Og først alt for sent går det op for ham, at hans ekskone, Cecilie, spiller en afgørende rolle i sagen.

#02 Bye Bye Blackbird (Jesper Stein)

2. bind i serien om den hash-rygende og utraditionelle betjent Axel Steen, der denne gang opklarer en sag om en voldtægtsforbryder, der huserer på Nørrebro.

Kort om bogen fra mofibo.com:
Vicepolitikommissær Axel Steen får en opringning fra fortiden, da han en stegende hed sommerdag kontaktes af Kriminalteknisk Center. Der er fundet dna i en ny voldtægtssag, som matcher dna fra den såkaldte Solsortesag, et uopklaret sexdrab på en nybagt student, som rystede København i 2004. Nu – fire år efter – får Axel Steen en ny chance for at løse den sag, der i sin tid kostede ham hans ægteskab og var ved at knuse ham. Og som lige siden har redet ham som en mare. Det viser sig hurtigt, at der er flere sammenhængende sager, som sløset politiarbejde, fejl og mistro til voldtægtsofre har forhindret sammenkædningen af.

Men Axel Steen ser mønsteret. Jagten går ind på en sadistisk og kynisk serievoldtægtsforbryder og drabsmand, som huserer på Nørrebro, og Axel Steen, som er tvunget i knæ af samværskonflikt om sit barn og et eskalerende hashmisbrug, går længere end nogensinde før i sit forsøg på at få stillet gerningsmanden til ansvar.

BYE BYE BLACKBIRD er en rå københavnerkrimi om ofre og gerningsmænd, straf, selvtægt og de værste forbrydelser: drab og voldtægt. Som sin anmelderroste forgænger URO foregår den i et nutidigt København og på Nørrebro.