Tag-arkiv: Jesper Stein

#09 Solo (Jesper Stein)

Solo

Så har jeg endelig fået læst sjette og sidste bind i serien om Axel Steen – og egentlig grunden til, jeg overhovedet kom i gang med serien. Igen masser af action, men .. jeg har altså lidt problemer med Axel og synes ikke, serien er HELT i top :o/ Specielt slutningen er jeg også lidt muggen over, men sådan er det :o) Nu er jeg spændt på, om der kommer bind syv?

Kort om bogen fra mofibo.com:
For sjette bind i serien, Solo, er Jesper Stein af Det Danske Kriminalakademi blevet tildelt Harald Mogensen-prisen for året bedste danske krimi. Solo er dermed også nomineret til den prestigefyldte nordiske krimipris Glasnøglen. Axel Steen er blevet gift og har fået nyt job som sikkerhedsrådgiver i en investeringsbank. En medarbejder har snydt, og Axel skal sørge for, at manden bliver afskediget uden myndighedernes indblanding. Det sætter gang i en fatal kæde af begivenheder i en verden, hvor penge er gud, og Axels sans for retfærdighed bliver sat under pres som aldrig før. Krigen i Syrien er på sit højeste, og flygtningene strømmer ind over grænsen. I Urbanplanen bliver en ung indvandrer med banderelationer fundet myrdet, og Vicki Thomsen skal opklare sagen i et miljø, hvor intet er, som det ser ud, og ingen vil tale med politiet. Hun kontakter sin gamle ven og mentor, Axel Steen, som kendte den dræbte, men Axel har klippet alle bånd til sit gamle liv.

Den nye Axel Steen-krimi foregår i et delt Danmark, hvor de rigeste selv bestemmer reglerne og udøver deres egen retfærdighed, mens de fattige kæmper for at overleve og skabe sig en fremtid i en verden i brand.

#06 Papa (Jesper Stein)

Papa

Om bogen fra mofibo.com:
På et hotel i Berlin møder den albanske mafiahåndlanger Bashkim en frygtindgydende dansk gangster. Narko og penge skifter hænder, og de aftaler en ny handel med store mængder våben – sælgeren er den russiske mafiaboss Papa og køberen colombianske FARC.

Samtidig bliver 143 bankbokse tømt i en kælder ved Nørreport i København. Vicepolitikommissær Vicki Thomsen skal opklare sagen, og hun bliver fra første færd modarbejdet af sine midaldrende mandlige kolleger i Røveri. Ingen ved, hvad boksene præcist indeholdt, men det står hurtigt klart, at det har en forbindelse til russiske kriminelle.

Vicki Thomsens tidligere kollega Axel Steen har skiftet job og er blevet ansat som undercoveragent i PET. Det bringer ham til Amsterdam, hvor han infiltrerer kriminelle miljøer. Han er den fødte agent, men en ny opgave udvikler sig til den farligste og mest omkostningsfulde aktion, han nogensinde har været involveret i.

Papa er en rå krimi om at flygte fra sig selv og blive en anden, umulig kærlighed og om fædre og svigt, der får fatale konsekvenser.

#04 Aisha (Jesper Stein)

Aisha

Om bogen fra mofibo.com:
En mand findes lemlæstet og torteret til døde i en penthouselejlighed i Amagers prestigebyggeri 8tallet. Vicepolitikommissær Axel Steen sættes på sagen, der bliver hans første, siden han knap to år tidligere var en hårsbred fra at miste livet under en storstilet undercoveroperation.

Axel Steen er mærket. Han har fysiske men, hans datter lider af angst for, at han skal dø, han har været nødt til at forlade sit elskede Nørrebro, han har fået ny chef, ny kæreste og ny makker, og han kæmper mod sin lyst til at give efter for de gamle dæmoner, der tidligere har styret hans liv. Nu står han midt i en spektakulær drabssag, der har alles bevågenhed.
Offeret i 8tallet er den midaldrende Sten Høeck, sikkerhedschef i Mærsk, tidligere ansat i PET’s antiterrorkorps og veritabel kvindebedårer. Da Axel retter blikket mod en tre år gammel terrorsag, støder hans privatliv sammen med efterforskningen, og han møder mere modstand end nogensinde før.

AISHA er en rå københavnerkrimi om en mand, der blot ønsker retfærdighed for ofrene – koste, hvad det vil. Som sine anmelderroste forgængere URO, BYE BYE BLACKBIRD og AKRASH foregår den i et nutidigt storbymiljø.

#03 Akrash (Jesper Stein)

Tredje bind i serien om politimanden Alex, der denne gang er helt ude i tovene…

Kort om bogen fra mofibo.com:
Vicepolitikommissær Axel Steen er på sit livs nedtur, da hans chef, Jens Jessen, får et yderst penibelt tip om, at det er lykkedes den russiske mafia at placere en muldvarp centralt i den danske politietat. Jens Jessen begynder diskret at kredse stikkeren ind, og inden længe optræder fem navne på hans liste over mistænkte. Blandt dem er Axel Steen, hvis accelererende stofmisbrug og tætte kontakt til Nørrebros bandemiljø kun er med til at gøre ondt værre.

Mens Axel nærmer sig bunden med faretruende hast, overskrider han alle sine personlige grænser i kampen for at rense sit navn og redde sit skrøbelige omdømme. Og først alt for sent går det op for ham, at hans ekskone, Cecilie, spiller en afgørende rolle i sagen.

#02 Bye Bye Blackbird (Jesper Stein)

2. bind i serien om den hash-rygende og utraditionelle betjent Axel Steen, der denne gang opklarer en sag om en voldtægtsforbryder, der huserer på Nørrebro.

Kort om bogen fra mofibo.com:
Vicepolitikommissær Axel Steen får en opringning fra fortiden, da han en stegende hed sommerdag kontaktes af Kriminalteknisk Center. Der er fundet dna i en ny voldtægtssag, som matcher dna fra den såkaldte Solsortesag, et uopklaret sexdrab på en nybagt student, som rystede København i 2004. Nu – fire år efter – får Axel Steen en ny chance for at løse den sag, der i sin tid kostede ham hans ægteskab og var ved at knuse ham. Og som lige siden har redet ham som en mare. Det viser sig hurtigt, at der er flere sammenhængende sager, som sløset politiarbejde, fejl og mistro til voldtægtsofre har forhindret sammenkædningen af.

Men Axel Steen ser mønsteret. Jagten går ind på en sadistisk og kynisk serievoldtægtsforbryder og drabsmand, som huserer på Nørrebro, og Axel Steen, som er tvunget i knæ af samværskonflikt om sit barn og et eskalerende hashmisbrug, går længere end nogensinde før i sit forsøg på at få stillet gerningsmanden til ansvar.

BYE BYE BLACKBIRD er en rå københavnerkrimi om ofre og gerningsmænd, straf, selvtægt og de værste forbrydelser: drab og voldtægt. Som sin anmelderroste forgænger URO foregår den i et nutidigt København og på Nørrebro.

#01 Uro (Jesper Stein)

Uro

Min første Jesper Stein-bog.. Ikke sådan helt vildt begejstret – synes, den var lidt langtrukken, men måske er det bare fordi, jeg ikke får læst ret mange sider ad gangen lige p.t.? Anyway, ville gerne læse Solo – men var jo så lidt nødt til at læse de bøger i serien, der kommer inden ;o)

Kort om bogen fra mofibo.com:
En mand findes myrdet på Assistens Kirkegård natten efter rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro i 2007 – en aktion, der medførte de værste gadekampe mellem politi og demonstranter i nyere tid.
Den døde er iført sort elefanthue og combatstøvler, hvilket straks kaster mistanken mod politiet, der har haft kirkegården under skarp bevogtning, mens urolighederne har stået på: Skal gerningsmanden findes blandt betjente, der i kampens hede er gået for vidt? Eller har nogen forsøgt at lægge et røgslør ud?
Den unge autonome Piver kommer i besiddelse af en videooptagelse, der viser, hvad der i virkeligheden skete på kirkegården den nat, men da det går op for ham, at adskillige mennesker ønsker at få fingre i filmen, flygter han over hals og hoved.

Vicepolitikommissær Axel Steen – fraskilt far med kærlighedsproblemer, et stigende forbrug af hash og udtalt dødsangst – sættes til at lede efterforskningen, der kommer til at trække tråde fra Balkans narkogangstere til bandemiljøet på Blågårds Plads og elitestrømerne i PET-bunkeren i Søborg.
Jesper Stein har med sin debutroman begået en barsk og realistisk politikrimi – en Nørrebro noir – som trods sin råhed formår at formidle kærligheden til miljøet og dets befolkning.